Om Viskose

KORT OG GODT OM VISKOSE 

De fleste er lidt i tvivl om viskose er natur materiale eller kunstigt lavet. Jeg vil  guide dig igennem og forhåbentligt give dig et nyt/andet syn på viskose.

Fremstilling

Viskose er lavet af cellulose fibre fra nedbrudt og kemisk behandlet træ. Det betyder, at viskose både er natur materiale og syntetisk materiale og kan derfor ikke betegnes kun som den ene.

Viskose blev i sin tid udviklet, som et billigere alternativ til silke og kaldes derfor også nogen gange for kunstsilke. Man lavede viskose i to versioner, en med korte fibre og en med lange fibre. De lange fibre er dem der ligner silke mest, det er det materiale, der falder helt enormt blødt mod din hud. Hvorimod de korte fibre minder mest om bomuld eller uld.

Fordi viskose falder meget smukt og let, vælger mange designere at arbejde med den i deres tøj såsom bluser, kjoler og nederdele. Hvis man er en dygtig designer, formår man også at bruge viskosens blødhed og tendens til at falde tæt mod kroppen på en måde, der fremhæver alt det bedste ved en kvindekrop.

Vask

Som du måske har oplevet, kryber viskose i vask. Du kan dog altid stryge eller dampe dit tøj tilbage i facon. Nogle stykker tøj behøver ikke at blive strøget/dampet, fordi varmen fra kroppen får materialet til at give sig, det kommer helt an på kvaliteten og konstruktionen.

Fordi viskose er fremstillet af træflis, må det aldrig lægges i blød, da viskose taber op til 50% af sin styrke når det bliver vådt. Viskose må ej heller vaskes ved høj temperatur, så følg altid vaskeanvisningerne.
Det anbefales ikke, at du vasker dit viskose over 40 grader.